tirsdag den 19. juni 2012

En magisk weekend



Bolden bliver givet op

Spillet er i gang 
Amanda tryller

Som lovet kommer her et indlæg om vores magiske weekend fra d. 15. – 17. juni. Weekenden stod i Harry Potters tegn, hvilket indebar alt fra kollegieinddeling til Quidditch. Fredag eftermiddag inddelte ”fordelingshatten”  os på de forskellige kollegier (jeg endte på Ravenclaw – stedet for de kloge), hvorefter der var ”fri leg” - dog med mulighed for en gåtur i Den Forbudte Skov i søgen efter en tryllestav.  Maden var ekstra lækker om aftenen, men selvfølgelig var det lidt svært at leve op til Hogwarts’ standarder. Herefter stod programmet på filmhygge med ”Harry Potter og De Vises Sten”.
Lørdag var en stor dag, da det var her, den store Quidditch-turnering skulle afgøre hvilket kollegium, der skulle udråbes som de ultimative kosteskaft-flyvere. Lad os sige sådan: Ravenclaw var vist ikke noget at prale af, men selve legen var meget sjov - især at iagttage fra sidelinjen. Vi ”fløj” alle rundt på almindelige fejekoste, mens vi prøvede at gribe bolden, der skulle skydes gennem de tre ringe, som var placeret i midten af fodboldmålet, for at score point. Meget underholdende!
Generelt var det en rigtig hyggelig weekend med en masse hygge, smil og grin.

Jeg må indrømme, at jeg er lidt (meget) fascineret af hele Harry Potter universet. At man som forfatter (i dette tilfælde J. K. Rowling) kan skabe en fantasiverden, som på den ene side er så urealistisk og alligevel så betagende, at man næsten begynder at tro på, at der findes en så forunderlig verden, er fantastisk!  Da jeg var elleve, ønskede jeg mere end alt andet i verden, at der en dag ville dumpe et brev fra Hogwarts ned i min postkasse, men selvfølgelig kom der aldrig noget brev.  Men glæden ved Harry Potter forsvandt ikke, og stadig i dag kan jeg få kuldegysninger bare ved at høre titelmelodien fra den første film!


Magiske hilsner,
                     Anna Emilie

Ingen kommentarer:

Send en kommentar