At tage sig selv i at smile

Min roomie og jeg til julefest sidste år

En af de første dage, efter at vi var begyndt på efterskolen, var der er dreng, der sagde til mig, at jeg burde smile noget mere. Måske var det bare et henkastet kompliment til mig om at jeg så sød ud, når jeg smilte eller måske noget helt andet. Ligegyldig hvad han mente med det, tænkte jeg videre over det og prøvede faktisk at smile noget mere. Og det hjalp. I hvert fald udadtil, indadtil gjorde det ingen forskel. Problemet var, at jeg har altid forbundet min smil med glæde – en indre glæde, men jeg kunne ikke mærke nogen glæde, selvom jeg smilte, alt det jeg kunne. Efter et stykke tid, holdte jeg op med at tænke over det. Smil må da komme af sig selv, ikk?

Nu er der gået over et halvt år af mit efterskoleophold, og livet på skolen er kun blevet bedre. Ja så godt, at jeg en af dagene tog mig selv i at smile! Det er som at glæden ikke længere kommer udefra, men indefra – jeg er glad! En fantastisk følelse. Sidste gang jeg tog mig i at smile, var da jeg hørte Thomas Buttenschøn med: ”Fantastiske mandag” en helt almindelig torsdag. Der er ingen tvivl om, at mit efterskoleophold har ændret mig som person.

      En weekend, hvor jeg var hjemme, havde vi nogle venner på besøg, som vi ser ofte. Pludselig spurgte en af dem mig, om jeg havde det godt på skolen? Hvilket jeg dertil svarede, at jeg havde det rigtig godt endda. Og så sagde han at det kunne han faktisk godt se på mig. 

Måske er det sådan det føles at være lykkelig? Måske kan man ligefrem se på folk, at de er lykkelige? Jeg føler mig lykkelig.

”Find din vej,

hav hjertet med,

lad skæbnen fører dig frem”

                                - Phil Collins, Tarzan 

Hilsner fra Anna Emilie